Selvtillid vs. give Gud æren

Spørgsmål

Hej

Jeg vil rigtig gerne styrke min egen selvtillid og tro på mig selv og tænker også, at det starter i det små ved at klappe mig selv på skulderen, når noget går godt.
Men jeg vil heller ikke tage æren fra Gud – altså give Gud æren i stedet for selv at tage den og sige, at man er sej og stærk…

Men hvor ligger balancen i det? For jeg vil gerne selv give mig styrke og tro på mig selv, men jeg vil også have tillid til Gud og se ham i det… Og det samme med det her, at jeg ikke vil have at mine tanker styrer mig, men at det er mig, der bestemmer om jeg kan klare det… Men jeg vil ikke bestemme over Gud.

Håber det giver mening.

Mvh.

Svar

Kære spørger!

Gud har skabt dig præcis, som han vil have dig, og han elsker dig præcis, som du er.
Det er forkert, når du tænker ringe om dig selv, for så tænker du i virkeligheden ringe om Gud.
Men for at bryde din egen tankerække om dig selv må du begynde med at få dine tanker om Gud på plads.

Tænker du ret om Gud, vil du også komme til at tænke ret om dig selv.
Du tænker måske, når det står allerværst til, at du ikke dur til noget, men Gud vil gøre dig duelig, netop der hvor du er i livet.

Men det begynder med det billede, du har af Gud.
Er din Gud én der elsker dig, når det går godt, eller er din Gud én der elsker dig for sin egen skyld, fordi han vil dig, og fordi han har skabt dig.
Du må vide, at du er elsket, også når alt går i stykker.
Du må vide, at ringeagter du dig selv, glemmer du, hvem der er din skaber.
Du er et Guds barn, og det vejer langt tungere end dine evner og anlæg eller dine fejl og mangler.

Du bliver hele tiden præsenteret for de vellykkede, hvor det kun er den bedste, der når frem til målet, den stærke overlever og bliver tiljublet, det perfekte er idealet, men sådan går det ikke for sig i Guds rige.

Ved at stræbe efter det perfekte går det netop galt.
Præstationsangst kan let blive en følge af at ville være perfekt.
Et 12 tal er flot, men kan let ende med at blive noget destruktivt, når du kun er tilfreds med 12-taller.
Angsten forøges nemlig ved ikke at kunne leve op til egne og andres høje forventninger.
Efter den helt store præstation kan det kun gå ned ad bakke. Det sker for alle sportsfolk på et tidspunkt, men i Guds rige er det modsat, fordi Gud er den, der virker i os at ville og virke, for at hans gode vilje kan ske.
Han gør os duelige.
Han gør det oftest ved, at vi lærer af vore fejl.

Et godt liv er at leve ”skjult” uden hele tiden at skulle præstere.
Målet må være at være den, som Gud havde tænkt sig.
Du må vove at være dig selv,  sådan som Gud ser dig gemt og skjult i Kristi kærlighed.
Vover du at være den, du er i Kristus, er det ensbetydende med, at du stræber efter det rigtige og ikke det perfekte.

Det rigtige er ikke, at alting kører på skinner, men at Gud får hele æren.
Når det hele kører godt, så opstår trangen til at tage æren fra Gud, og det slipper vi ikke godt afsted med.
Stræber vi efter at opstille en statue over os selv, vil den snart blive væltet. Det er en åndelig faldlov i Guds rige.
Det gælder om at være blandt de mindste og blandt dem, der tjener, men det har vi svært ved at affinde os med.

Det er en befrielse at overlade æren til Gud. Det er at være stille for ham, som er i sin helligdom.
Vil du tabe i den daglige strid, skal du bare stræbe efter at være sej og stærk.
Det ender med, at du bliver flået, parteret og dissekreret, nej, som én har sagt: ”Det svage lams styrke er dets svaghed.”

Det kristne menneskesyn tror ikke på, at den stærkeste overlever.
Men er vi klar over, hvad det vil sige, at vi er skabt i Guds billede.
Det betyder, at vi er skabt i Guds øjeæble, dvs. at vi er skabt til at se Gud i øjnene, vi er skabt til kærlighedens fællesskab, skabt til kærlighed og til at leve i den afhængighed af Kristus, som giver os den sande styrke og identitet.

Selvhjulpenhed og egne kræfter hører den ikke-troende verden til.
Det sunde menneskeliv er at se ham i ”øjnene”, som har skabt os, og vende blikket og tankerne væk fra ens egne mangler og ens egen kommen til kort.
Du er god nok, men det indebærer, at du tager imod Guds tilgivelse for alt det, som ikke var godt nok.

Gud velsigne dig!

Kærlig hilsen

Johannes Jensen
Teolog