Savner fysisk omsorg

Spørgsmål

Hej brevkasse!

Jeg er en mand, der oplever en stor ensomhed, hvilket er en sorg for mig.

Jeg har behov for fysisk omsorg fra en nær ven, en der har tilsvarende behov. Jeg mener ikke en kæreste, og der er ikke tale om et seksuelt forhold.

Gennem flere år har jeg forsøgt at finde en person, jeg kunne knuge mig ind til fysisk, men det er desværre ikke lykkes. Jeg har spurgt rigtig mange: ”hvor skal jeg gå hen, når jeg savner fysisk omsorg fra en ven?”. Jeg er blevet foreslået væresteder, kristne foreninger, selvhjælpsgrupper og diverse tilbud for ensomme. I sundhedssystemet er jeg også blevet foreslået forskellige tilbud. Næsten alle disse steder har foreslået: - Er det ikke en kæreste du skal have? Jeg svarede: ”Nej, det jeg søger er en nær ven – en at græde ud ved / fysisk omsorg / en at knuge sig ind til.

På grund af mit behov for fysisk omsorg har jeg endda betalt for en cuddler, selv om det er meget småt med penge. Det har jeg ikke råd til, så dyrt er det. At knuge sig ind til en person ønsker jeg også er gratis.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg oplever, at flere synes, det er grænseoverskridende, og de har svært ved at forstå mit behov. Min familie har foreslået mig at få en kat i stedet for, men jeg har svaret: ”Nej det er et menneske, jeg søger. En rigtig nær ven”. - Mit bosted har sagt. ”Det er familie du skal gå til”. - Min familie har sagt det er bostedet, jeg skal gå til. Eller folk i min by. - Præster har sagt: ”Det er første gang, jeg har hørt nogen spørge om det. Jeg kender ikke nogen, der lige har med det at gøre. Men jeg vil gerne lytte til dig” eller ”Jeg tror ikke, det findes”. - Organisationer, foreninger og klubber har sagt: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med det. Vi kan tilbyde en samtale, og vi er mere end villige til at tage en snak” eller ”Det er desværre ikke her, men vi kender dette her sted, de kan hjælpe dig.” Altså det kære danske system, hvor man bliver sendt videre og videre og videre … Jeg tror, I har forstået pointen. - Kære brevkasse jeg tigger jer. Det er simpelthen et af mine største ønsker at finde denne fysiske omsorg. En at knuge sig ind til / en at græde ud ved. At have en nær ven helt nær ved. Kunne der ikke blive oprettet sådan et sted?

(Forkortet af redaktionen)

Svar

Kære spørger

Du har sendt et brev, hvor du efterlyser en måde, hvorpå du kan få fysisk omsorg. Mange muligheder har du allerede forsøgt. Du fortæller, at du ikke ønsker en kæreste, men en nær ven, som du kan knuge dig ind til og hvis skulder, du kan græde ud ved.

Jeg må skuffe dig med, at jeg ikke kan pege på en ny måde, som du ikke har nævnt, hvorpå du kan få fysisk omsorg. - De personer, man almindeligvis har mest fysisk kontakt med under opvæksten, er ens forældre. Her er det godt, hvis man både får psykisk og fysisk omsorg. Når man er blevet voksen, vil der normalt ikke være nogen, man har meget fysisk kontakt med før man evt. finder en kæreste. - Når man har en kæreste, vil man normalt gensidig nyde at knuge sig ind til hinanden og nyde den fysiske kontakt. Her vil det ikke opleves grænseoverskridende på en negativ måde, da man netop ønsker at være så tæt på den anden som muligt.- Selv om man har en god ven, så vil den fysiske kontakt oftest kun bestå i håndtryk og i et knus en gang imellem. De fleste vil let finde det grænseoverskridende, hvis man knuger sig ind til dem i længere tid, med mindre man eksempelvis er ramt af en stor sorg eller anden ulykke.

Jeg kan derfor desværre ikke pege på en måde, hvorpå du umiddelbart kan få opfyldt dit behov for fysisk kontakt. Jeg ønsker ikke at bagatellisere dit behov, men måske er der alligevel noget, der kunne hjælpe dig. Du nævner selv, at nogle har foreslået at anskaffe en kat, hvor jeg måske ville foreslå en hund, hvis det er en mulighed. Den er trofast og vil altid gerne være i direkte kontakt med sin ejer både psykisk og fysisk.

Dit behov for fysisk kontakt deles formentlig af mange, der ikke har nær familie, en kæreste eller en ægtefælle, de kan knuge sig ind til. Mange formår muligvis at kompensere for savnet på forskellig måde. Jeg fornemmer, at det har været rigtig vanskeligt for dig. Jeg håber, du måske har fået lidt hjælp til at se anderledes på din situation gennem disse linier.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri