Min kæreste har en depression og har nu valgt mig fra

Spørgsmål

Hej

Vi har været kærester i to år, og vi har haft lige dele gode timer og lige dele dårlige tider. Han har nemlig igennem hele forholdet haft en depression, som han har haft i rigtig mange år. Det bunder i problemer helt tilbage til barndommen og ungdommen (han er 30 år nu ) med svigt fra begge forældre, de forkerte beslutninger og konsekvenser, der nu følger ham ind i hans voksenliv.

Det sidste halve til hele år har været rigtig slemt, og han har haft flere af sine perioder, hvor han vil være alene, og derfor ses vi ikke. Der kan sagtens gå op til to uger, uden at vi ses, fordi han har det dårligt og ikke kan overskue tingene.

Vi har i de sidste fem måneder forsøgt at blive gravide og snakket meget om fremtid, og jeg har måske presset lidt for meget på mht. at flytte sammen - noget jeg anser som fuldstændigt normalt for to voksne mennesker, der elsker hinanden, og som planlægger at blive forældre. Men han har det meget svært ved tanken om at flytte sammen. Jeg føler at han er bange for at miste sit frirum og helle, samt muligheden for at flygte fra mig (problemerne).

Se hele spørgsmålet

Han bliver ofte enormt vred over ganske små ting og føler, at jeg er efter ham og vil bestemme over ham og frarøve ham hans frihed.
Når han kommer til sig selv, tager han dog alting i sig igen og undskylder, for han "vil jo gerne de ting", og han vil mig og kun mig, og en fremtid med mig.

Vi var på en uges ferie i sommer, og da vi kommer hjem, giver han med det samme udtryk for, at han har brug for at være alene, altså på dagen hvor vi kommer hjem. Dette gør mig vanvittigt ked af det, og det udtrykker jeg, som jeg udtrykker hver gang han gør mig ked af det på den måde.

Da der var gået fire uger efter vores ferie, hvor vi kun havde set hinanden ganske få gange, og det udelukkende havde været negativt, mødtes vi, hvor han giver udtryk for, at han er i en periode, som han ikke føler, at han kan komme ud af. Han har konstant dårligt samvittighed, over at han svigter mig og ikke opfylder sin opgave som kæreste. Han giver udtryk for, at han slet ikke er klar til de ting, vi har snakket om, for han har INGEN positive tanker om sig selv, og han har derfor heller ikke overskud til at have nogen positive tanker om noget andet og andre.

Han er desperate for at blive glad og derfor ser han ingen anden udvej, end at vi for en periode ikke skal være sammen. Det ansvar, der følger med, er han simpelthen ikke istand til at imødekomme på nuværende tidspunkt. Han kan ikke blive glad, når han ved, at jeg er ked af det, og at det er ham, der gør mig ked af det.

Jeg tror, jeg har været lidt i en choktilstand lige siden, og har stadig ikke rigtigt forstået, at han har valgt mig fra. Vi har altid sagt, at vi var et team, og at det var os to mod alt og alle. Han har altid sagt, at uanset hvor slemt han havde det, så tænkte han aldrig på, at vi ikke skulle være sammen, men nu er det så alligevel den beslutning, han træffer.

Jeg er dybt ulykkelig og kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op.
Vi har haft en deal dialog efterfølgende. Han har det ikke bedre og får det bestemt ikke bedre af, at jeg er så ked af det, som jeg er.
Han er frustreret over, at jeg ikke kan give ham tid og plads, og jeg er frustrer på mig selv over, at jeg ikke kan lade ham være, men jeg savner ham så ubeskriveligt meget, og jeg ved bare, at den her beslutning, han har truffet, er forkert, og at den kun er ødelæggende.

Det skal siges, at han på ingen mulig måde er modtagelig overfor at modtage hjælp, han vil slet ikke snakke om det, så bliver han vred og lukker totalt ned.

Han har gået til psykolog for mange år siden, og det havde ikke hjulpet, og han hader tanken om, at et fremmed menneske skal involveres i hans livshistorie og fortælle ham, hvad han skal gøre.
Jeg er selv startet til psykolog men føler ikke rigtigt, at det hjælper mig.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg søger af respons. Jeg tror bare, at jeg er i vildrede omkring, hvordan jeg skal håndtere min situation, min enorme sorg og hvordan jeg skal forholde mig til ham og hans valg, som jeg har enormt svært ved at acceptere.

På forhånd tak.

Svar

Hej brevskriver

Tak for dit lange brev, som viser dit engagement, dit savn og dine følelser. Dine følelser fylder næsten det hele, så du ikke kan overskue den realistiske virkelighed. Drømmen kan ikke blive virkelighed, og så optræder frustrationen, og tankerne kører i ring.

Realistisk set: Hvad får dig til at tro på en bedre fremtid ved at flytte sammen?

Hvis depressioner ikke går over af sig selv, hvad skal der realistisk så ske?

Hvilke ting må være på plads for alle tre, hvis en familie skal fungere?

Alle tre? Ja, for barnet har brug for begge forældre og forældrene har brug for at aflaste hinanden f.eks. hvis barnet ikke kan sove om natten. Hvis depressionen bruger alle ressourcer, så er der i perioder for lidt bemanding til at få familien til at fungere.

Her gik jeg ud fra den svagestes situation. Den næst svageste er personen, som bærer på en stor byrde, som vedkommende ikke kan stille fra sig. Der skal helt åbenbart professionel hjælp til for at redde familien.

Den tredje i rækken er brevskriveren, som ikke har overskud til at bruge realitetssansen på grund af følelsesoversvømmelse. Hvordan får du overskud til det hele? Du må spejle dig for at tage realistisk stilling til dine ressourcer, de ressourcer, som denne familie kræver for at fungere.

Fagpersonen psykolog kan betragtes som et slags spejl, hvor du skal tage stilling til dig selv og finde en realistisk måde at finde dine ressourcer på. Tror du at din kæreste også har brug for et spejl? For at redde familien! Det kræver overskud at give plads til hinanden, og det bør man kunne snakke åbent om som det første trin hen imod at stifte familie.

Jeg ønsker jer alt godt i arbejdet med jer selv og hinanden.

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
psykolog