Min bror har vrangforestillinger og fylder det hele

Spørgmål

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer på min families vegne, angående min bror på 36.
Han er nu for 3 gang blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, med paranoid skizofreni. Det er lidt som om vi aldrig rigtig får svar på hvad vi som pårørende skal stille op. Vi føler os magtesløse, alt vi vil er at støtte ham, men for søren hvor er det hårdt og stå uden redskaber.

Sandheden:

Min bror blev skilt for 1 års tid siden, hvor hans kone forlod ham, pga hun ikke kunne klare mere.

Sammen har de 2 dejlige drenge. Som vi også er bekymret for. Han er der ikke for dem, kontakter dem ikke rigtig, det eneste der er i min brors hoved er hans sygdom og arbejde, som han siger er det vigtigste, dog er han ikke i stand til at passe sit arbejde. Drengene er utrolig kede af det, de mangler deres far og græder meget inden sengetid.

Sandheden i min brors hoved, og det vi som pårørende oplever:

I min brors hoved, blev han skilt, fordi hun var utro.

Han føler sig forfulgt. Han siger det er rockere som højst sandsynligt er efter ham, og han er overbevist om at hans gamle svigerfar har sørget for det hele.
Min bror kører 3 timer for tidligt på job, for at køre ned af alle veje, for at tjekke om "de" er der. Samme tid kører han 3 timer før fra job, for at narre dem. Han tror at de alle sammen er ansat af hans gamle svigerfar, til at få ham slået ihjel.
For en uge siden ringede han til mig kl. 23 om aftenen, han ville gerne have jeg kom og sov der, han var meget bange.

Om natten hvor vi sad og snakkede prøvede han at overbevise mig om at vi blev aflyttet, jeg kunne se alvoren i hans øjne. Jeg blev faktisk utryg og halv bange for ham. Da jeg lå og sov, vækkede han mig og hviskede,  "Bare rolig der sker ikke noget, du kan ringe 112 hvis de kommer " det var så uhyggeligt at opleve min bror så bange og sikker på at nu skulle han dø.
Alt i alt.. der er meget mere end dette, jeg kunne skrive for evigt. . Men alt dette er hans fantasi. Han er så bange, han bliver sur og frustreret på os, hvis vi ikke tror på ham. Mine forældre er helt kørt ud for energi. Han snakker konstant om ham selv og alle de ting der sker, som vi godt ved ikke er sandt.
Han sidder og glor ud af vinduet sådan rigtig panisk, hver gang der går et menneske forbi huset

Alle kan ikke klare mere, vi er trætte i hovedet.
Mit spørgsmål er... hvordan passer vi på os selv? Hvordan støtter vi ham, uden at han tror, at vi tror på hans usandheder.. ? Hvordan håndterer vi hans små øjeblikke hvor det tager overhånd. Jeg har 400 spørgsmål. Men tænker du/i noget som ville være godt for os at vide, eller nogle råd vi måske kan bruge ?

Vi er på bar bund. Lige pt er det hele så vildt, at ingen orker at få professionel hjælp, vi orker simpelthen ikke at tale mere om det i denne tid. Han fylder det hele.

Ud over alt dette er min bror en dejlig mand, med humor. Pænt klædt og nyvasket, udover at han går i bad i opvaskemiddel..
Han køber ikke rigtig noget mad, han sidder bare i sin mørke lejlighed og drikker kaffe og ryger cigaretter. Min bror er klar over at han er syg, men hans vrangforestillinger tager overhånd hele tiden.

Beklager det lange brev, det er sikkert utrolig rodet. Jeg håber det bare giver lidt mening, det er svært at forklare alt det som sker, med alle de tanker i hovedet.

Jeg håber i har lyst til at hjælpe os.. vi har virkelig brug for jeres råd.. da vi alle er på grænsen til at give op.

Med venlig hilsen
Den bekymret lillesøster og datter...

(forkortet af red.)

Svar

Kære bekymrede lillesøster og datter

Jeg forstår virkelig din bekymring. Din bror er meget syg og han har brug for behandling. Du skriver at han er indlagt for 3. gang med paranoid skizofreni. Mon han vil modtage behandling, når han er indlagt, og siden når han er udskrevet?

Ud fra det du beskriver, virker han meget ubehandlet med sine mange psykotiske forestillinger, som han selv oplever som reelle. Du skriver ikke noget om, hvorvidt han bliver fulgt ambulant eller af et udgående team fra psykiatrien, det ville være et naturligt tilbud til en psykisk syg, der har det så dårligt. Du skriver, at du og I som pårørende har utallige spørgsmål, men lige nu orker I ikke at få professionel hjælp. Jeg ved ikke hvilken hjælp I tidligere er blevet tilbudt, men ud fra det du skriver, ser jeg, at I trænger meget hårdt til støtte og hjælp som familie. I har bl.a. brug for at der er andre, der tager mere ansvar i forhold til din bror, så I som familie bliver aflastet. Mange steder i landet er der særlige tilbud om undervisning og anden støtte til pårørende til patienter med skizofreni. Jeg ved ikke om det gør sig gældende, hvor I bor. Psykiatrifonden arrangerer også mange undervisningstilbud, som er gode, når man har overskud til at deltage heri.

Lige nu har I brug for et målrettet tilbud, hvor I kan få hjælp til at klare de vanskelige vilkår, som det giver at have et familiemedlem med en svær psykisk sygdom. I skal have nogen der vil besvar de mange spørgsmål, og I skal have hjælp til at kende jeres grænser for, hvor meget I skal yde. Som du beskriver det yder I langt mere end rimeligt er. I skal vide, hvem I kan kontakte, både når I har brug for hjælp i hverdagen, og når I har brug for akut hjælp. Nogle steder er der et akut team, der rykker ud, men mange steder er det egen læge eller vagtlægen, som skal kontaktes.

Angsten og de psykotiske forestillinger fylder rigtig meget hos din bror, det er dog godt at høre at han også har humor, men trist at han ofte blot sidder i en mørk lejlighed formentlig helt opslugt af angst på grund af sine forestillinger.

Jeg håber han under denne indlæggelse kommer ind i et godt forløb, hvor han vil modtage behandling mod sin psykose også efter udskrivelsen. Jeg håber også, at man fra psykiatrisk afdeling hjælper med til, at han får den støtte i hverdagen, som han har brug for, så I som familie bliver mere aflastet. Det vil være til gavn både for ham og for hele din familie.

Har du supplerende spørgsmål vil du kunne finde min mailadresse på min hjemmeside.

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller
Speciallæge i psykiatri