Forskellen på stemmer og tunger

Spørgsmål

Hvad er forskellen på stemmer (som psykisk syg) og tunger (fra bibelen?

Svar

Tak for dit spørgsmål. Når man oplever stemmer som psykisk syg, så er det sætninger, der kommer indefra, og som man nogle gange også siger højt. Stemmer kan godt genere og forvirre, og de kommer, fordi der for tiden er noget i hjernen, der er i ubalance. Ofte tænker man: Det er forhåbentlig ikke sandt, for det ville ikke være godt eller rart. Og man kan efterhånden lære at se bort fra det, hvis det ikke er noget, der gør godt. Lægelig behandling vil oftest være nødvendig, i hvert fald i en periode.
Når Bibelen beskriver tungetale eller tunger, så er det sætninger, der kommer fra Gud. Nogle gange kommer de på et sprog, vi forstår, nogle gange på et sprog vi ikke forstår. Det er sætninger eller ord, hvor man tænker: Det er forhåbentlig sandt eller: Det er næsten for godt til at være sandt. Tungetalen er givet af Gud, fordi han og hans virkelighed er større og bedre end vores ord kan udtrykke. Hvis man beder, og der kommer tungetale ud af ens mund, så skal man bare tage imod det og tænke: endelig kan jeg sige til Gud, hvor stor han er og også selv mærke storheden og glæden ved det. Hvis man for eksempel ved et møde eller en gudstjeneste får lyst til at sige noget på Guds tungetale-sprog, så skal man først snakke med mødelederen, for det skal nemlig på en eller anden måde oversættes, så alle kan få glæde af det – for tungetalen kan også blive givet, fordi mennesker har brug for ord fra Gud, som mennesker omkring dem ikke kan regne ud, de har brug for.
Dit spørgsmål var kort, og jeg har forsøgt med et forholdsvis kort svar. Hvis du vil have det uddybet, eller hvis du ikke er tilfreds med svaret, så er du velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen

Hanne Poulsen
pædagog
 

Tillægs spørgsmål

Paulus får et syn hvor han møder Gud og bliver blind. Han hører Guds stemme.
Samuel i templet hører Guds stemme: Han går ind til præsten fordi han tror det er ham der taler til ham.

Mit spørgsmål er nok: Det at hører Guds stemme tale - Er det også at hører stemmer?

Tillægs svar

Det gør mig rigtig glad, at du vender tilbage og præciserer, hvad du mener.

Jeg har læst de tekster, du nævner fra 1. Samuelsbog og fra Apostlenes Gerninger. Og jo, jeg har indtryk af, at de begge hører en stemme, lidt som man gør, når man hører stemmer i forbindelse med psykisk sygdom. Jeg lægger også mærke til, at for begges vedkommende skal der til at ske noget helt nyt; man kan sige, Gud lægger en ny kurs for deres liv. For Paulus er der også et overvældende synsindtryk, og der står, at Herren stillede sig foran Samuel. Så der har været en forstærket fornemmelse af, at det var Gud, der talte. For begges vedkommende er der også en anden, der bekræfter deres oplevelse.

Den gamle præst, Eli, insisterer på at høre, hvad Samuel fik at vide, og selvom det ikke er et budskab, der er rart for ham selv, så bøjer han sig og regner det for sandt. Og Paulus bliver opsøgt af Ananias, som også har hørt Guds stemme, og får af ham hjælp til sin nye tro. Ananias er i en lidt anden situation, for han har åbenbart et meget fortroligt forhold til Gud, så han får sin bekræftelse fra Gud selv, men kort efter får han også en bekræftelse gennem det, der sker, da han går hen for at finde Saulus/Paulus. Der er mange profeter, der har fået ord fra Gud på en lignende måde, og profeters ord er kendetegnet ved, at de på et tidspunkt går i opfyldelse. I de to konkrete tilfælde her var der også tale om en akut redningsplan for mange mennesker. Det havde ikke nyttet at sige til Paulus, at han skulle være mere tolerant; han måtte selv møde Jesus. Og det er fantastisk at læse, at han knapt nok havde nået jorden, før han kaldte Jesus for Herre.

Så alt i alt: Måske kan de to ting forveksles, men Guds stemme kan bekræftes. Og jeg tror, at det er en rigtig vigtig ting at bede en anden, helst moden, kristen om at vurdere, om det kan dreje sig om Guds stemme; en som kender Bibelen godt og kan vurdere, om stemmen siger noget, der kommer fra Gud. For de flestes vedkommende er det ikke sådan, at man hører Guds stemme ofte – sådan ser det heller ikke ud i Bibelen. Det ville også gøre, at man gik rundt og troede, at man havde ret i alt – eller måske at man blev nervøs og forjaget.

Gud møder os også i nutiden på mange måder, men han ombestemmer sig ikke, så Bibelen er hans sikre ord. Han kan så i konkrete situationer lede os gennem ting, der sker, mennesker, der kommer til os, gennem samvittigheden, gennem bibel-ord, vi får øje på, og gennem sin stemme i vores sind. Jeg tror dog også, at han er så omsorgsfuld, at han møder os på de måder, der hjælper os bedst. For eksempel tror jeg ikke, at han primært leder en deprimeret ved hjælp af samvittigheden, for der kan skyldfølelsen let blive alt for stor, og det ved Gud. Alle bør være forsigtige med at lade sig lede af en stemme, når vi nu har Guds ord, som vi primært skal lade os lede af. Når jeg tænker tilbage på, hvornår jeg selv har hørt Guds stemme, så har det ikke været hørligt, men sætninger, der kom udefra til mine tanker – som en tanke fra et hjerte til et andet. Det har været trøst i forhold til skyld og utilstrækkelighed, både med sætninger, jeg ikke havde hørt før og med bibelvers, jeg kendte i forvejen. En enkelt gang har det været en konkret opmuntring til at få et barn mere. Og så har jeg mange gange fået en anden person i tankerne, hvor jeg har oplevet, at her er en, der har behov for forbøn eller handling. Det sidste er det mindst konkrete og også det, jeg har været mest tvivlende overfor. Men det skader aldrig at bede :-)

Jeg kan kun opfordre dig til at læse videre i Bibelen, for der er mange fortællinger om at høre Guds stemme, og et godt kendskab til dem vil også kunne hjælpe til at vurdere det for dit eget vedkommende og for dem, du snakker med gennem dit liv.

Og igen: skriv tilbage, hvis du synes.

Kærlig hilsen

Hanne Poulsen
pædagog