Bør jeg søge udredning eller ej?

Spørgsmål

Hej

Jeg skriver ind til jer, fordi jeg synes det er svært at vurdere, om jeg bør opsøge psykiatrisk udredning eller blot forsøge at mestre mine forbigående problemer selv.

Jeg er en kristen kvinde sidst i tyverne, er lykkeligt gift og har 3 børn med min mand. Sagen er den, at jeg siden mine tidlige ungdomsår fra tid til anden har oplevet forskellige symptomer på psykisk sygdom - ja, det vil sige, kort forbigående, men tilbagevendende.

Mine tidligste minder om dette starter omkring 10 års-alderen, hvor jeg har haft det, jeg ville betegne som grænsepsykotiske oplevelser. Bl.a. følelse af derealisation med nogle timers varighed. Jeg blev også undersøgt for nogle "besvimelsestilfælde" som opstod ved følelsesmæssig belastning (nogle gange også uden grunde, jeg kunne pege på) - og siden da har jeg alene ved at snakke om episoderne, kunne opleve tidlige tegn/fornemmelser som om det skulle til at ske igen.

Jeg oplevede især som barn også forbigående fiksering på personer, som jeg sad i lokale med, hvis de så anderledes ud eller fx. havde ticks. Det kunne opstå, især hvis jeg var træt. Jeg kunne ikke få øjnene fra vedkommende, men studerede dem imens det fremkaldte væmmelsesfølelser/kvalme i mig, og jeg vidste med min forstand, at de var normale, men oplevede dem "anderledes" onde, ulækre, alien-agtige.

Se hele spørgsmålet

Som ung har jeg haft svært ved at opretholde struktur i min hverdag, såsom disciplin omkring lektier og opgaver, oprydning m.m. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg har følt at jeg bare "sumpede" og fandt det uoverskueligt og forbundet med dårlig samvittighed, når jeg igen havde ligget i sengen til kl. 14 eller kom for sent og var uforberedt, selv om jeg var kvik i fagene.

Jeg har altid følt, at jeg på dette punkt var anderledes end de andre. I familielivet oplever jeg dog at hverdagens struktur holder hjulene kørende, sådan at jeg sjældet har "mulighed" for at falde ned i denne sump.

I mine voksen-år har jeg oplevet en (måske?) depressiv episode på 3 ugers tid, som var præget af ligegyldighedsfølelse, derealisation, manglende emotionelt medsving og stiv mimik. Det skete i forbindelse med en konflikt i parforholdet, men efter en tid kom jeg tilbage til en normal hverdag. Men nogle gange kan dette titte frem, sådan fra den ene time til den næste - eller være til stede i let grad hen over et par dage. Nogle gange har jeg næsten ikke kunnet svare, hvis min mand har talt til mig - men har bare kigget tomt frem for mig og følt mig apatisk indeni. I takt med at jeg har lært at sige til og fra, sker dette dog meget sjældent nu.

Jeg har også oplevet en mikropsykotisk episode i forbindelse med en følelseskonflikt under sex (på grund af mine undertrykte følelser - min mand anede ikke uråd). Jeg begyndte pludselig at græde, og da jeg satte mig op havde jeg perceptionsforstyrrelser idet at fx dørkarmen så skæv, spids og ond ud, det samme uanset hvorhen jeg kiggede, og når jeg så på min mand lignede han en djævel med sorte øjne, spidse ører osv. Jeg blev ængstelig, græd og holdt mig for øjnene, men vidste godt at det ikke var ægte - men var let paranoid i situationen, fordi min mand forholdt sig tavs til at starte med. Det varede nogle timer før jeg "så" normalt igen. Vi som par valgte at stå op fra vores seng og bede sammen, da jeg helst ville tolke og mestre det som et "åndeligt angreb", selvom vi også begge vidste, at det havde psykiatrisk karakter.

Siden da har jeg nogle gange oplevet tilsvarende lette perceptionsforvrængninger, når jeg har kigget rundt i lokalet, jeg befandt mig i, sammen med en særlig fornemmelse i maven og et "skarpere" syn. Enkelte gange er jeg blevet lidt bange for vores børn eller min mand, hvis jeg har været under pres - altså fordi de visuelt fremstod lidt forkerte eller utroværdige.

Jeg vil spare jer for flere eksempler, men tilføje at jeg generelt har det bedre end jeg har haft det, græder mindre og har færre konflikter i parforholdet. Det er jeg og vi Gud taknemmelig for!

På samme tid mærker jeg også, at det er som om at det følger mig alligevel - især hvis jeg er stresset (også positivt stresset), kan jeg opleve at disse fornemmelser eller lette perceptionsforvrængninger titter frem og gør mig usikker på, hvor jeg har mig selv. Jeg tænker også på, hvordan jeg kommer til at fungere på arbejdsmarkedet med fuldtidsjob - om jeg overhovedet kan klare det.

Mit store spørgsmål er:
..er jeg bare "normal" med en skrøbelig psyke, eller burde jeg måske være medicineret, for at holde symptomerne i skak?

Mvh. :)
 

Svar

Hej, kære :)

Du skriver: Bør jeg søge udredning af psykiater?

Hvilket får mig til at spørge: Hvad er farligt ved en udredning af en psykiater? Men vi er så heldige at bo i et land med flere muligheder for hjælp.
Hvis det var en inkompetent person ville jeg have frarådet den mulighed. Udredning betyder ikke automatisk medicin o.s.v. men det kunne berolige dig at snakke med nogen, som har kendskab til sådan nogle oplevelser, som du har haft.

Du trænger til at blive beroliget, da du graver dybt i dig selv for at forstå dine oplevelser. Det giver sjældent ro i sjælen, fordi du bliver super opmærksom på den mindste forandring. Og at slå op i et psykologisk leksikon o.s.v. forstørrer blot problemet. Men at spejle sig i et kompetent menneske desangående vil være meget sundere og lettere.

Ca. 10 procent af befolkningen er hypersensitiv, så måske er problemet ikke større. Det er bare en anden måde at være normal på, og det skal man lære at kende og leve godt med.
Det er ikke ualmindeligt, at mandlige medicinstuderende får ondt i æggestokkene, når de læser patologi (naturvidenskabelig lære om sygdomme): De projicerer symptomer over på sig selv, fordi mennesker er påvirkelige og selvpåvirkelige. De fleste lærer så at sige ”pyt” til sig selv for ikke at blive selvhøjtidelige.

Hvis du hører med til de hypersensitive, så kan en udredning være med til at berolige dig, så du ikke skal leve med ”angst for angsten”, altså at gå i selvsving.

Du har for mig at se et sundt familieliv og rigtig mange værdier at passe godt på. Det kan en udredning være med til at bevare. Du kan også gøre det for ægtefællens skyld, som også ønsker alt godt for familien i fremtiden!

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
Psykolog