Angst og gudsforladthed

Spørgsmål

Kære Psyk-tro panelet

Jeg er en kvinde midt i 60´erne, der siden 2002 med jævne mellemrum, har været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger.
Jeg har fået diagnosen: skizoaffektiv/ skizofreni paranoia. Jeg er i medicinsk  behandling. Min psykiater er forholdsvis god til at medicinere mig, men giver ikke noget særligt af samtaleværdi.

Jeg var/er personlig kristen. Jeg har svært ved at tro at Gud ikke har forladt mig.
Min bibellæsning bliver ofte de rene anklageskrifter.
Mit forhold til andre mennesker er tit præget af angst, idet jeg tager deres udsagn, som noget der kan bruges imod mig. Når samtalen fx drejer sig om sygdom eller ulykker, rammer det mig som om det vil ramme mig, selv om det ikke har noget med mig at gøre, føler jeg at de siger det med vilje for at ramme mig.
 

Svar

Kære brevskriver.

Det indblik du giver i brevet fortæller om en dobbelt smerte:
Først følelsen af angst, og dernæst følelsen af gudsforladthed.
To følelser som går hånd i hånd, og så kommer følelsen af håbløshed til og slår følge med de andre to. Det er smertefuldt, og håbløsheden giver en følelse af, at det aldrig bliver bedre.

Men følelser er ikke virkelighed, men oplevelser.
Diagnosen fortæller noget om overfølsomhed i forhold til en almentilstand, og med den opstår ofte overtolkninger.

Samtaler kan opleves som angreb, som man er nødt til at forsvare sig imod.
Men i virkeligheden er problemet en forventning om angreb. Derfor søger du kun efter risiko for angreb, for det kan du bruge i din oplevelse. Du ser ikke chancen for en god samtale i virkeligheden. Det er angsten, som fremkalder dette, og det har intet med gudsforladthed at gøre.

Dette liv indeholder risici for sygdom og ulykker. Det er alles vilkår. Derfor greb Gud ind og gav løfter om hjælp til mennesker i trængsler og smerter. Èt af disse mennesker skriver:

Fader, når mit hjerte er tomt
og håbet og troen
trækker sig væk fra mig
vil jeg alligevel komme til dig
med mit fortvivlede råb.
(Charles Ringma)

Jesus har ikke vist nogen væk, ikke engang israelitterne under den smertefulde ørkenvandring:
”- Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse.
Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm –”

(5 Mos. 26:7b-8a)

Herren er den samme nu
Måske kan du bruge psykiateren til at lære dig at møde din egen diagnose og derved håndtere virkeligheden bedre.

Psyk-tro-linien er hver aften åben for alle, som ønsker en samtale med et medmenneske, som ønsker at støtte og forstå.

Med venlig hilsen

Bent Jørgensen
Psykolog, Psyktro-brevkassen