Jeg er altid hos dig

Salme 73
Tillidssalme.

1. Ja, Gud er god mod Israel,
mod dem, der øver ret og skel.
Dog var jeg næsten ved at glide,
ud ville min fødder skride.
Ja, jeg blev fyldt med jalousi,
da stolte mænd trods løgn gik fri.
Jeg blev misundelig på dem,
der ved at lyve kommer frem.

2. Indtil de dør, har de det godt,
med sygdom tør de drive spot.
De kender ikke til at lide,
hvor ofte har de måttet slide.
De smykker sig med overmod,
med frækhed og med overflod.
De klæder sig i voldens dragt,
og svøber sig i pral og pragt.

3. De hovne øjne vidner om
indbildske hjerters dårligdom,
kun spot er, hvad de har i sinde.
De spreder ondt fra magtens tinde.
De truer med at øve vold,
de bærer hånsord i hvert skjold.
De driver spot med Himlens Gud
og bringer falske rygter ud.

4. Selv Herrens folk går hen til dem,
og rækker deres krukker frem.
Vand drikker de fra verdens brønde.
De siger: “Gud kan ikke skønne.
Hvad mærker Gud bag himlens ring,
den Højeste ser ingenting.”
Se, onde folk har trygge kår,
de skraber til sig år for år.

5. Forgæves har jeg vogtet mig
for svig og ondskab på min vej.
Fandt du mon blod på mine hænder,
hvad er der, som du ikke kender?
Dog bli'r jeg plaget dagen lang,
du straffer mig før solopgang.
Men gi'r jeg klagen luft og vægt,
da er jeg troløs mod din slægt.

6. Min grublen holdt mig ganske fast,
det var en plage og en last,
og knuden lod sig ikke løse,
da lod du mig af kilden øse!
Du – i dit tempel – lod mig se,
hvad der med onde folk vil ske.
Du sætter dem, hvor der er glat.
Du styrter dem så ganske brat.

7. De bliver knust som i ét nu,
som når en krukke går itu,
og ramt af rædsler ser de enden,
som fødende med hånd på lænden.
Når du står op, du stærke Gud,
da bli'r de ramt af dødens bud,
de er kun glans, der svinder bort
som drømmen tung og ravnesort.

8. Da jeg gav rum for bitterhed,
da stak det i mig og jeg led,
da var jeg krænket i mit indre,
den smerte lod sig ikke lindre.
Jeg brugte ikke min forstand,
en stædig stud, en plaget mand,
som kun var hård imod sig selv,
fra nat til dag, fra gry til kvæld.

9. Dog er jeg uafbrudt hos dig,
du ta'r min hånd, du griber mig.
Din højre gi'r mig kraft og leder
mig til den bolig du bereder.
Snart skal jeg hentes hjem med håb,
da skal der lyde jubelråb.
Hvem ellers har jeg, hvor du bor?
Hvem har jeg uden dig på jord?

Tekst: Lorenz Johs. Jensen, 2011
Mel.: Genève 1551 (Lyt evt. her)