Guds vej er sikker nok

1. Guds vej er sikker nok, selv om den går
igennem havets dyb og mange farer,
du må påkalde ham, som altid svarer,
hvor meget så end bølgerne de slår.
 

2. Der var en vej på Rødehavets bund
for Israel engang i fjerne tider,
hvor vandet stod så stejlt til begge sider,
det blev for Israel en frelsesstund.
 

3. Så er Guds vej for dig tilrettelagt,
men vejen går igennem dybe dale,
dog fører han dig frem til Himlens sale,
hvor du skal prise Herren og hans magt.
 

4. Følg blot din Gud i lydighed som før,
om så din vej er stængt og synes lukket,
snart klares det, hvorunder du har sukket,
og du skal se, der er en åbnet dør!

Tekst: Lorenz Johs. Jensen, 1982/1995/2000
Mel.: a) Genève 1562 (Sl 116)
        b) Per Nedergaard Hansen, 1997
        Du kan høre melodien her