Bøn under svær sygdom

Psalm 38
Bods- og klagesalme

1. Tugt mig ikke i din vrede,
jeg vil bede,
glem din harme, du min Gud.
Jeg er ramt af dine pile,
und mig hvile,
altid må jeg stå for skud.

2. Hvert et lem i kroppen lider,
og jeg vrider
mig i vånde for din hånd.
For min synds skyld er jeg tynget,
helt omslynget,
som af tusind stærke bånd.

3. Jeg har sår, der stinker såre,
jeg, en dåre,
bærer på min skam og skyld.
Jeg er nedtrykt, sorgens fange,
jeg er bange,
sorgen klemmer som en byld.

4. Mine hofter, ak, de brænder,
synden skænder
og forpester sind og krop.
Jeg er svækket og vansmægter,
hvem benægter,
at mit hjerte skriger stop.

5. Gud, du kender mine bønner,
Gud, du skønner
og begriber mine suk,
hjertet hamrer, modet brister,
øjet mister
glansen, som var klar og smuk.

6. For min plage flygter venner,
såsom frænder,
ak, min slægt står fjernt fra mig.
Svigefulde sætter snarer,
og de farer
frem med list på løgnens vej.

7. Som en tavs, der ikke hører
og opfører
sig som ganske døv og stum,
holder jeg mit øre lukket,
klage-sukket
er det svar , som finder rum.

8. På dig, Herre, vil jeg håbe,
jeg vil råbe,
du vil svare mig, min Gud.
Ellers vil de triumfere
og hovere,
når min fod vil skride ud.

9. Ak, min fod er ved at glide,
jeg må lide,
smerten kan jeg altid se.
Al min skyld vil jeg bekende,
og erkende
synden med dens sorg og ve.

10. Stærke er de mange fjender,
og de vender
sig imod mig uden grund.
De gengælder mig den gode
episode,
øver ondt med svig i mund.

11. Gud, min Gud, forlad mig ikke,
du må skikke* *sende
mig din hjælp til rette tid.
Skjul dig ikke i det fjerne,
jeg vil gerne
være hos dig i min strid.


Tekst: Lorenz Johs. Jensen, 2016
Mel.: Strassburg-Genève 1542/Genève 1551