Når døden trænger sig på indefra

Mennesker dør,
nogle bliver gamle og mætte af dage.
Andre dør midt i livet, eller mens de endnu kun er børn.
I langt de fleste tilfælde trænger døden sig på udefra.
Gennem sygdom eller alderdom.
Gennem ulykker eller katastrofer.

Men i sjældne tilfælde trænger døden sig på indefra.
I skikkelse af en overvældende følelse af ikke at magte livet længere.
Ikke at kunne klare mere.
Ikke at kunne se anden udvej end selv at gøre en ende på det.

Af alle situationer, et menneske kan komme ud for,
er længslen efter at blive befriet fra livet
måske den mest fortvivlende.
Den er ofte forbundet med en bastant
og uigennemtrængelig ensomhed.

Selv på de mest solbeskinnede dage
kan et selvmordstruet menneske være så forpint,
at intet ønske om at leve videre bider sig fast i dets sind.

Selv i det mest aktive liv,
hvor personen har favnen fuld af opgaver og gøremål,
kan han/hun erfare,
at intet for alvor kan aflede fra den ene tanke:
Jeg magter det ikke mere!

Selv i en tilværelse,
hvor personen er omgivet af andre mennesker,
der holder af ham/hende,
kan der være noget, der blokerer,
så det ikke er muligt at suge kærligheden eller omsorgen til sig.
Det kan være som at leve i en boble,
ingen kan trænge ind igennem.
En boble, hvor ensomheden og afmagten har fået overtaget.

Selvmord kalder vi det,
når døden trænger sig på indefra.
At myrde sig selv.

Jo, vi kan godt høre, at det lyder barsk.
At afslutte livet,
før døden opsøgte det menneske og gjorde krav på det.
Det kræver mod og beslutsomhed
at effektuere en plan om at tage sit eget liv.

Navnlig de fleste voksne, som gør alvor af det,
har planlagt det gennem en længere periode.
Tænkt situationen igennem en gang til.
Genovervejet detaljerne og måden,
og ikke mindst
brugt tid på at samle mod til at føre handlingen ud i livet.

Når ulykken er sket,
sender den som oftest en bølge af chok igennem de pårørendes liv,
en altoverskyggende følelse af afmagt og selvbebrejdelser:

Hvorfor havde jeg ikke set det komme?

Hvordan ku´ jeg være så uopmærksom,
at jeg ikke fangede signalerne?

Hvorfor ku´ jeg ikke med min tilstedeværelse i personens liv
have fortrængt det mørke og det tabu,
der var forbundet med de tanker,
der så længe havde været undervejs?

Har jeg ret til nogensinde for alvor at glædes over livet igen,
når jeg ikke sansede at forhindre,
at min ven/veninde/søskend/ægtefælle/barn/kollega gjorde en ende på sit liv?

Hvor var Gud henne i magtesløsheden?
Ham, der har lovet at være stærk, når vi er svage?

Spørgsmålene er endeløse.
De kræver tid og stilhed
– for sig selv og sammen med andre -
og uden garanti for svar.
Det kan være helende at skrive ned og tænke igennem.
Det gør også godt at være stille sammen med Gud.
Skælde Ham ud og hage sig fast.
Trygle om Hans hjælp, og bebrejde Ham, at hjælpen kom for sent den dag.

Bibelen tier ikke om selvmord.
Den låner derimod røst til den erfaring,
den selvmordstruede kan have.

I Det Gamle testamente i Jobs Bog (kap. 3 vers 3 og kap. 6 vers 2)
udtaler den fortvivlede Job:

”Gid den dag, jeg blev født, var slettet,
den nat, da det lød: en dreng blev undfanget.”
”Gid min kval kunne vejes
og min elendighed lægges på vægten.
For nu er den tungere end havets sand”.

Så langt kunne også Guds tjener, Job, komme ud.
Der findes ikke nogle tanker, der er forbudt at dele med Gud.

Der findes ikke et mørke, der er så gennemtrængende,
at Han ikke vil vandre igennem det sammen med os.
Skulder ved skulder.
Side om side.
Som en far, der følger sit barn igennem en mørk tunnel,
hvor barnet ikke kan famle eller orientere sig alene,
men må ha´ følgeskab.
For at blive ledt igennem,
indtil det langsomt aner små glimt af lys
for enden af tunnelen.

--
Birgitte Graakjær Hjort, sognepræst
Christianskirken, Aarhus