Min sjæl, pris Herren!

Salme 103
En hymne

1. Min sjæl, pris Herren! pris ham, giv ham ære.
Lovpris hans navn, højhelligt skal det være.
Glem ikke, hvad din Gud har gjort mod dig!
Din skyld har han ved Lammets blod udslettet,
det brudte forhold har Gud genoprettet,
og al din sygdom tog Guds Søn på sig.

2. Dit liv forløser han fra mørkets magter
og hjælper dig i lange nattevagter.
Han kroner dig med sin barmhjertighed.
Som han opstod, skal du opstå af graven.
Din grav bli'r tom som den i urtehaven.
Vor Gud er god, hans troskab varer ved.

3. Gud gør, at du kan nyde, hvad du spiser.
Han løfter dig på lette, sagte briser,
som ørnen bli'r du ung og let igen.
Og al den uret, som du måtte lide,
forvandler han, så selv den mørke side
må vidne om, at Herren er din ven.

4. Og han lod Moses skue sine veje,
og Israel fik løftets land i eje,
for Herren er en god og nådig Gud.
Vor Gud er mild og altid sen til vrede,
og han vil gerne hjælpe og vejlede.
Guds tugt gi'r liv og er et nådebud.

5. Langt højere end bjergene i Norden,
så højt som himmelen er over jorden,
er nåden stor mod dem, der frygter ham.
Så langt, så fjernt som østen er fra vesten,
blev vredens skyer fejet bort med blæsten.
Vor synd blev sonet af Guds offerlam.

6. Og som en far er kærlig mod den lille,
er Gud den gode og den hjertemilde
mod alle dem, der skælver for hans bud.
Gud ved det godt, at vi er gjort af støvet,
snart visner vi som blomsterne og løvet.
Vort liv er kort og bare kendt af Gud.

7. Som græsset er vi skabt til korte dage,
hvem kan mon kalde dagene tilbage.
Vi visner bort som tørt og vissent løv.
Der, hvor vi var, der ses vi ikke mere,
hver dag var formet, hvem kan skabe flere,
som blomsterne bli'r vi igen til støv.

8. Men i al evighed vil Herren være
tro mod den slægt, der holdt hans navn i ære.
Guds ord og bud var deres rettesnor,
retfærdighed blev regnet dem til gode,
på livets træ lod Gud dem selv indpode,
i lyset vandrer de, på rette spor.

9. Grundfæstet står vor Guds og Lammets trone,
Kongernes konge bærer ærens krone.
Alt er hans kongedømme underlagt.
Pris Herren, I hans engle, som udfører
og gør alt, hvad Gud vil, så snart I hører
hans røst med vælde, myndighed og magt.

10. Pris Herren, alle himmelske hærskarer,
I stærke krigere, Guds hjælp i farer.
I virker, at Guds vilje bli'r til gavn.
Pris Herren, alle værker, som Gud skabte.
Pris Herren, I, som hjælper de fortabte.
Min sjæl, pris Herren! Pris hans store navn!
 

Tekst: Lorenz Johs. Jensen, 2002/2007/2012
Mel.: Strassburg 1539/Genève 1551 (Hør evt. melodi her)