Min sjæl er stille hos Gud

Salme 62
Tillidssalme

1. Kun når jeg håber på min Gud,
kan sjælen rigtig hvile ud.
Hos ham kan hjælpen ikke glippe.
Han skænker mig en stille stund
på frelsens faste klippegrund,
jeg vakler ikke på den klippe.

2. Hvor længe varer trængslens tid,
de slår mig ned, de elsker strid,
de stormer mod den mur, som hælder.
De elsker løgn, oplægger råd,
velsigner vel, trods falskheds dåd:
"Vi fanger ham i vore fælder!"

3. Min sjæl er stille hos min Gud,
han er mit håb, han fri'r mig ud,
han værner mig i klippens bolig.
Jeg vakler ikke, når jeg ved,
han er mit trygge tilflugtssted.
Min stærke klippe gør mig rolig.

4. Guds menighed, sæt al din lid
til ham, til Gud, til hver en tid,
udøs for Herren jeres hjerter;
for hvad er mennesker vel værd,
de griber kun til løgn og sværd,
omgiver sig med svig og smerter.

5. Stol ikke mer' på vold, min ven,
for rov og ran vil svinde hen!
Hvad kan alverdens rigdom give?
Den blænder vel og lokker dig,
men fører dig ad smertens vej,
den holder ikke dig i live.

6. Jeg hørte det og høre vil:
Al magten hører Herren til,
og trofasthed er for hans trone.
Hvad der bli'r gjort i Gud består,
men mørkets gerninger forgår.
Snart rækker du mig livets krone.


Tekst: Lorenz Johs. Jensen, 1988/1993/2004
Mel.: Strassburg-Genéve 1542/Lyon 1548 (Hør evt. melodi her)