KIRKEBØN

Himmelske Far!
Du, vor styrke og lovsang,
vor trøst og lægedom,
vær nær hos alle lidende,
her såvel som i det fremmede.

Barmhjertige Herre og Frelser,
du blev fristet i alle ting,
du gik igennem det yderste mørke
for at komme os til hjælp.
Vær os nær i vor tvivl og anfægtelse.
Vis os dig selv som vor Forløser,
fri os ud på den onde dag.

Gode hyrde, velsign din hjord.
Bevar os i dit samfund som brødre og søstre.
Lad os erfare din kirke som vor Moder.

Himmelske ypperstepræst,
velsign os når vi bryder brødet,
når vi får del i dig og din forsoning.
Lad os erfare din nærhed ved dit levende ord.
Skænk os retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.
Send arbejdere ud til din høst og giv os trofaste tjenere.
Lad dit evangelium bære rige frugter.
Du som er Livets Lys: Bring lys i vort mørke.
Velsign vort folk såvel som alle fremmede.
Giv vor øvrighed at frygte og elske dine bud.
Velsign og bevar vor dronning Margrethe den 2.
og hele den kongelige familie.
Giv os din nåde og fred og velsign os til at nå frem
til opstandelsen fra de døde. Amen.